Tid og sted: tors 12. december 2024 kl. 19:30, Musikhus ALFA, Jyllandsgade 54, Aars

BILLETSALGET ÅBNER SNART

 

Glæd dig til en fortryllende aften med bigbandmusik, kor og sublime sangsolister!

Julestemningen er i højsædet når Nordkraft Big Band i kommer rundt i hele Nordjylland med deres juleshow. Med på scenen har de to af landets absolut bedste solister, Merete Mærkedahl og Emil Otto, som sammen dækker hele spektret fra pop og musicalgenren til swing og crooner-jazz. Ved koncerterne medvirker ligeledes lokale kor, som vil løfte julestemningen endnu højere i sammenspillet med bigbandet og solisterne.

Du kan forvente nogle af julens store musikalske klassikere, som vi alle kan synge med på, men også nyere originale julenumre fra de to sangsolister. Alt sammen pakket flot ind i nye skræddersyede musikalske arrangementer til netop denne lejlighed – der skal jo fyldes helt op med lækre gaver under juletræet…!

Medvirkende: Nordkraft Big Band, Merete Mærkedahl (vokal) og Emil Otto (vokal), Nikolai Bøgelund (dirigent) og lokale kor.
Koncertlængde: 2 x ca. 45 min.

 

MERETE MÆRKEDAHL
Merete Mærkedahl er i dag en af Danmarks mest folkekære skuespillere. Med sin rolle som Otilia i Badehotellet, har Mærkedahl i 10 sæsoner opnået stor popularitet over hele landet for sin portrættering af stuepigens liv, der udfolder sig i den historiske komedie-drama-serie. Mærkedahl er også en erfaren revyskuespiller og har i de seneste fire år været en af de bærende kræfter i Cirkusrevyen. Mærkedahl modtog i 2018 Reumerts Talentpris og har medvirket i talrige forestillinger, siden hun blev uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater.

 

EMIL OTTO
Emil Otto tog i september 2022 Danmark med storm, da hans debut udgivelse “Ainʼt Love a Beautiful Thing” ramte lytterne. Albummet blev valgt som ugens album på den nationale jazz radio DR P8 Jazz, og senere hen nomineret i kategorien ”Årets Vokaljazzudgivelse” ved Danish Music Awards. Sidenhen er det blevet til masser af rotation på flere af DR’s radiostationer for den unge sanger, der i folkemunde også betegnes som et nyt, moderne og originalt bud på storcrooneren Michael Bublé.

 

NORDKRAFT BIG BAND
Nordkraft Big Band er hele Danmarks nordjyske bigband, som gennem de seneste år har markeret sig som et meget aktive, visionært og seriøst ensemble indenfor rytmisk musik. Nordkraft Big Band opstod i Aalborg i 2010 og har rødder i den europæiske og amerikanske bigband- tradition, men afsøger også formatets forskeligheder. Det 17 personer store bigband har udgivet flere plader af meget forskellig karakter og bliver bl.a. spillet på DR P8 Jazz. Bigbandet har også gennem interessante samarbejder og projekter gjort sig internationalt anerkendte. Senest gennem samarbejdet med den amerikanske saxofonist og komponist Remy Le Boeuf, der er chefdirigent for bigbandet i 2023-2025.
Derudover har bigbandet samarbejdet med bl.a. John Clayton (US), Bob Mintzer (US), Robben Ford (US), Sinne Eeg, Bobo Moreno, Margrete Grarup, Aalborg Symfoniorkester, Nikolaj Bentzon, Aviaja Lumholt, Veronica Mortensen, Jimmy Jørgensen, Zika (GL), Søren Sko, Dorthe Gerlach, Niels Jørgen Steen, Szhirley, Kaya Brüel, Allan Olsen, Birthe Kjær, Rasmus Bjerg og mange flere.

 

Koncertrækken er blevet til i samarbejde med de nordjyske kommuner, spillesteder og frivillige musikforeninger.
Nordkraft Big Band modtager bl.a. støtte fra Kulturministeriet, Aalborg Kommune og Statens Kunstfond.