Nordkraft Big Band blev dannet i 2010 for at sætte fokus på den rytmiske musik i Nordjylland. Initiativet blev taget af en gruppe lokale musikere, der så nødvendigheden af et professionelt rytmisk ensemble i regionen.
Bigbandets overordnede ledelse består af en bestyrelse, der har ansat en manager, som varetager bigbandets daglige ledelse.
Bigbandet består derudover af 17 professionelle musikere, som alle har stor erfaring fra andre ensembler og bands, både nationalt og internationalt, ligesom flere af musikerne underviser i lokale kulturinstitutioner.

Optagelse til online-koncert fra AKKC, marts 2021.

Nordkraft Big Band har i øvrigt siden sin start udviklet og inspireret unge talentfulde musikere gennem samarbejde og workshops, og har samlet og skabt forbindelse mellem 23 amatør-bigbands i Nordjylland.
Bigbandet har desuden arbejdet sammen med bl.a. Bob Mintzer (USA), John Clayton (USA), Sinne Eeg, Rasmus Bjerg, Martin Brygmann, Jimmy Jørgensen, Szhirley, Nikolaj Bentzon, Robben Ford (USA), Niels Jørgen Steen, Veronica Mortensen, Mike Andersen, Roger Neumann (USA), Bobo Moreno, Birthe Kjær, Søren Sko og Dorthe Gerlach.

John Clayton

Kunstnerisk leder 2018-2019

Studieindspilning, NBB & John Clayton, nov. 2019

Det var som del af Nordkraft Big Bands roste 10-års-plan, at der blev tilknyttet en kunstnerisk leder, som skulle være med til at udvikle det musikalske niveau i og omkring bigbandet.
John Clayton var det oplagte bud – bassist, komponist, arrangør og bigbandleder med en fortid i Count Basies Orkester, Oscar Peterson Trio, mange års samarbejde med Diana Krall og eget bigband i topklassen. Men med en Grammy på hylden, og yderligere otte nomineringer, var der kamp om en plads i hans tætpakkede kalender. Alligevel lykkedes det i 2016 Nordkraft Big Band manager, Peter Lund Paulsen, at få et møde i stand i Tyskland, hvor hele idéen og salgstalen blev serveret. Clayton har efterfølgende sagt at det netop var den målrettethed, vilje og begejstring som Peter mødte op med, der overtalte ham til et flerårigt samarbejde i Aalborg.

Udover rollen som bassist er Clayton, i samarbejde med hans bror Jeff Clayton og trommeslageren Jeff Hamilton, også leder af et de bedste bigbands i USA – The Clayton-Hamilton Jazz Orchestra. Han har også arbejdet sammen med Diana Krall, Oscar Peterson Trio, Paul McCartney, Regina Carter, Dee Dee Bridgewater, The Count Basie Orchestra, Queen Latifah, Charles Aznavour, Whitney Houston, Milt Jackson, Monty Alexander og mange andre.
Samarbejdet med John Clayton var støttet af Spar Nord Fonden og Oticon Fonden.