2025

GRAMMY-NOMINERING TIL NORDJYLLAND

Når der til februar igen skal uddeles de prestigefyldte GRAMMY® Award-trofæer i Los Angeles, så er Aalborg og Nordjylland repræsenteret på den røde løber sammen med nogle af de allerstørste verdensstjerner i musikbranchen.

Chefdirigent i Nordkraft Big Band, amerikanske Remy Le Boeuf, er nemlig blevet nomineret i hele to kategorier. Det blev offentliggjort fredag aften ved en storstilet online seance. Og det er netop Nordkraft Big Band, der står bag koncertprojekterne og indspilningen af den musik, som ligger til grund for de flotte nomineringer. Det er en anerkendelse, der sætter både bigbandet og Nordjylland på det musikalske verdenskort.

De to numre, First Snow fra pladen Silent Course (2025) og A Child Is Born fra pladen Strangers To Ourselves (2024), er nomineret i kategorierne Best Instrumental Composition og Best Arrangement, Instrumental or A Capella. Numrene er skabt i samarbejde med chefdirigent Remy Le Boeuf, der står som den officielle nominerede. Men bag nomineringerne står også et stærkt nordjysk musikmiljø, hvor Nordkraft Big Band har været helt central i at realisere projekterne.

At et nordjysk bigband kan være med til at skabe musik, der bliver GRAMMY-nomineret, viser, at regionen rummer både talentet, kompetencerne og de rette samarbejdspartnere til at tiltrække og udvikle kunst på internationalt niveau.

Samarbejdet med Remy Le Boeuf blev sat i værk af Nordkraft Big Band i 2023 og har siden udviklet sig til et unikt kunstnerisk partnerskab, hvor de nordjyske musikere arbejder side om side med en af jazzens førende komponister og arrangører.

Også DR Big Bands chefdirigent Miho Hazama er blandt de navne, der er nomineret i kategorien Best Instrumental Composition. Et tydeligt bevis på, at dansk musik står stærkt på den internationale scene, men ikke mindst at Nordkraft Big Band også står stærkt på den nationale scene.

Afspilningsliste

ALLE BØRN SPILLER MED NORDKRAFT BIGBAND

Musikkens Hus slog dørene op til en koncert i samarbejde med Børn og Unge, Aalborg Kulturskole og Nordkraft Big Band. Elever fra kommunens skoler, der har deltaget i projektet Alle børn spiller, viste deres nye musikalske færdigheder på scenen for første gang sammen med bigbandet.

Også skoler, som ikke har deltaget i projektet, bidrog med musikalske indslag, og koncerten blev en fejring af musik og samspil på tværs af alder og erfaring. Publikum oplevede børnene spille sammen i ét stort fællesskab, og sammen med bigbandet i et professionelt arrangement.

NORDJYSK BIGBAND-DAG 2025

D. 23. november 2025 samlede vi 125 bigbandmusikere i alle aldre fra hele Nordjylland til den allerførste Nordjysk Bigband-dag! Fra kl. 9.30 blev Stigsborg Skole fyldt med instrumenter, noder og god energi. Hvert bigband dykkede ned i workshops med musikere fra Nordkraft Big Band, mens chefdirigent Remy Le Boeuf gik rundt og gav personlig feedback og finjusterede et stort fællesnummer. Efter frokost mødtes alle 125 musikere i idrætshallen til en stor fællesprøve. Dagen kulminerede i en uformel koncert, hvor hvert band spillede ét nummer fra eget repertoire, og til sidst spillede alle big bands fællesnummeret Jayhawk sammen. Tak til alle bigbands, dirigenter, musikere, hjælpere og nysgerrige publikummer for at være med til at skabe en dag i bigbandmusikkens navn. Vi håber, det bliver starten på en ny tradition.

SYNG OM DET - SANGE, DER BANER VEJEN

350 unge fra kor på ungdomsuddannelser i Aalborg og omegn fyldte salen i Musikkens Hus med stærke sange om emner, som mange unge bærer på, men sjældent taler om. Under ledelse af Line Groth og akkompagneret af Nordkraft Big Band blev musikken et fælles sprog, der satte ord og følelser på svære emner.

Koncerten tog afsæt i bogen 6 stærke – sange, der baner vejen, af Anders og Mette Møller, hvor sangene er skrevet til at tackle tabubelagte emner og facilitere samtaler blandt børn og unge. Anders og Mette Møller var selv til stede under aftenen, og fortalte begge om deres motivation for at skrive bogen. Derudover deltog Emilie Karstrøm & Emma Madsen, der er værter på podcasten 20’ernes tankemylder. På scenen var der solister fra de enkelte skoler, og Nordkraft Big Band, det store kor, og special guest Simon Bang spillede bla. en sang om Simons forhold til sin far.

NYE KOMPONISTER I NORD

Nordkraft Big Band hyldede lokale talenter og musikalsk faglighed gennem et samarbejde med studerende fra MGK-Nord og Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg. Fem udvalgte studerende uropførte deres nye kompositioner ved koncerten Nye Komponister i Nord på Studenterhuset i Aalborg.

Ud over de studerendes musik præsenterede koncerten også originalmusik skrevet af chefdirigent Remy Le Boeuf og nogle af bigbandets egne musikere. Aftenens dirigent var den serbiske dirigent Vladimir Nikolov, som har ledet flere af Europas største orkestre.

Projektet er en del af Nordkraft Big Bands arbejde med at skabe ny musik, støtte den kunstneriske udvikling og bidrage til fremtidens kulturarv.

REJSEN GENNEM BIGBAND-LAND 2025

Igen i år er elever gennem undervisningsmateriale blevet forberedt på en musikalsk rejse gennem bigband-land – en historiekoncert på deres egen skole, der spændte fra rytmisk musiks oprindelse til nutidens jazzorkestre.

Projektet introducerede eleverne til bigbandets betydning for musikkens udvikling og forskellige musikalske stilarter, herunder gravoptog i New Orleans, 1920-30’ernes danseorkestre, bigband som kunstmusik og jazzens indflydelse på nutidens popstjerner som Lady Gaga og Justin Timberlake.

BIGBAND-TRÆF 2025

Nordkraft Big Band inviterede igen til Bigband-Træf på Studenterhuset i Aalborg, hvor flere af regionens bigbands spillede små koncerter på skift. Arrangementet samlede både unge og erfarne musikere fra hele Nordjylland og skabte en aften med musik, samvær og netværk.

2024

NY MUSIK – ET NYT TAKE PÅ BIGBANDFORMATET

I efteråret entrerede vi med en koncert bestående af helt ny musik skrevet  til Nordkraft Big Band af vores tidligere trombonist Rasmus Holm. Musikken beskæftiger sig med fænomenet synæstesi: når sanseindtryk overlapper, for eksempel når vi taler om “hårde lyde”, “lyse toner”, “varme klange” eller en grøn dur-treklang.
Rasmus udtaler selv: “Everyday Synesthesia: Sonic Pictures er en blanding af mine egne synæstetiske indtryk og intuitive koblinger mellem billede og lyd. En slags lydbilleder. Jeg håber, at du vil lade dine ører se med.“

Musikken blev fremført ved en række koncerter rundt i Nordjylland, hvor videoloops af de pågældende genstande blev vist sammen med musikken. Musikken blev ligeledes indspillet og albummet udkommer i efteråret 2025.

PORTUGISISK FADO OG BIGBAND

I maj 2024 kunne Nordkraft Big Band som de første i Danmark inviterer den Grammy-nominerede portugisiske sangerinde Maria Mendes til landet.
Her opførte vii fællesskab en stribe traditionelle fados (portugisiske folkesange) i storslåede arrangementer for bigbandet. Koncerterne tog publikum med storm og Maria Mendes var fantastisk!

AVANNAATA PISSAANERA/NORDENS KRAFT

I foråret 2024 besøgte bigbandet Grønland i forbindelse med Aalborg Dage i Nuuk. Her spillede vi gallakoncert sammen med artisterne Ida Kleist/Zika (GL) og Aviaja Lumholt (GL/DK), som vi også har indspillet en plade sammen med. Med på scenen var også det grønlandske kor Ikinngutigiit (Vennerne).

Dagen efter fyldte vi koncertsalen af to omgange med skoleelever, det skulle opleve vores Skolekoncertprojekt “Rejsen Gennem Bigband-land”.

2023

REJSEN GENNEM BIGBAND-LAND

I efteråret 2023 fik vi dokumenteret vores skolekoncert-projekt “Rejsen Gennem Bigband-land”, som udover et undervisningsmateriale også tager børnene med på en rejse gennem 100 års jazz- og bigbandmusik ved en livekoncert på deres egen skole.  
Det er en af vores vigtigste opgaver at formidle den levende musik til børn og unge, hvad enten de bliver udøvende musikere eller aktive tilhørere i fremtiden.

Video: Henrik Nüchel/FormatFilm

2022

Nordkraft Big Band og Allan Olsen

Der var fuld knald på de over 12.000 publikummer – og vestenvinden – da Nordkraft Big Band og Allan Olsen gik på scenen under Tall Ships Races i Aalborg i august 2022.

Foto: Lars Horn/Baghuset

Nordkraft Big Band og Svaneborg/Kardyb

Hen over sommeren 2022 spillede Nordkraft Big Band et nyudviklet projekt i samarbejde med den fremadstormende duo Svaneborg/Kardyb. Det resulterede i succesfulde koncerter i København, Aarhus, Kulturmødet Mors og på Studenterhuset i Aalborg.

Foto: Lars Horn/Baghuset.

2021

Online koncert under Corona-nedlukningerne

Med afstand og håndsprit besluttede bigbandet at række ud til vores publikummer med en online koncert under corona-nedlukningerne i foråret 2021. Koncerten blev til med hjælp fra Aalborg Kultur & Kongres Center, samt støtte fra Spar Nord Banken og Spar Nord Fonden.

Der var god opbakning til begivenheden, hvor vi havde lejlighed til, at servere et dejligt blandet musikprogram – lige hjem i stuerne!

2020

Online koncert og pladeindspilning

I 2020 skulle bigbandet og Nikolaj Bentzon have besøgt flere jazzfestivaler, men grundet coronanedlukninger var vi nødsaget til, at omlægge projektet og vi besluttede i stedet at indspille musikken og i samme ombæring lave en online koncert.
Musikken er fra suiten Døgnscenerier, som er skrevet til Nordkraft Big Band af komponist og pianist Nikolaj Bentzon.

Find hele pladen her

2019

10.000'er til koncert på havnefronten

Årets Tall Ships Races i Aalborg blev bl.a. fejret med en stor koncert med bigbandet og Rasmus Bjerg, hvor mere end 10.000 publikummer rockede med til musikken af bl.a. John Mogensen. I samme ombæring spillede vi en udsolgt Sinatra-koncert med Bobo Moreno som solist.

En stor folkefest til glæde for rigtig mange!

2018

Amerikanske John Clayton er kunstnerisk leder

I 2016-2018 var den amerikanske bigbandleder, komponist og bassist tilknyttet Nordkraft Big Band som kunstnerisk leder. Her fortæller han bl.a. om vigtigheden af at have et stærkt orkester med lokal forankring.

Siden er under opbygning og flere højdepunkter fra perioden 2010-2017 vil blive tilføjet løbende.