I april får Nordkraft Big Band besøg af et meget stort, men for mange måske ukendt, jazznavn. Der er tale om bassisten og komponisten John Clayton, som bl.a. er meget kendt fra sit mangeårige samarbejde med den canadiske pianist og sanger Diana Krall, samt The Count Basie Orchestra, Paul McCartney, Regina Carter, Dee Dee Bridgewater, Queen Latifah, Whitney Houston, Milt Jackson m.fl.
Tirsdag 4. april lander denne amerikanske jazzstjerne i Aalborg og allerede samme aften starter forberedelserne til de kommende koncert med Nordkraft Big Band på Taastrup Teater og i Folkekirkens Hus i Aalborg.
John Clayton er for mange måske helt ukendt, men med en Grammy på hylden og yderligere otte nomineringer kæmper mange store artister om en plads i hans tætpakkede kalender. Udover rollen som bassist, er John Clayton, sammen med den legendariske trommeslager Jeff Hamilton og saxofonisten Jeff Clayton, leder af et af USAs bedste bigbands The Clayton-Hamilton Jazz Orchestra.
“Der er tale om et helt nyt og meget spændende samarbejde med en af de største, nulevende jazzmusikere på bigband-scenen”, siger Peter Lund Paulsen, manager i Nordkraft Big Band med begejstring og fortsætter “Det er første gang han skal samarbejde med et dansk orkester og derfor skriver vi nu historie med dette fine besøg. Samtidig er Clayton jo en kæmpe musikalsk kapacitet, som ikke lige hænger på træerne og derfor er vi særligt glade for at dette samarbejde er kommet i stand”.
Forberedelserne til dette samarbejde startede allerede for cirka et år siden, da Peter Lund Paulsen besøgte John Clayton i Köln, hvor han var i gang med prøverne til et koncertprojekt med det anerkendte WDR Bigband (West Deutsche Rundfunk, red.). “John har fra starten vist meget stor interesse for vores tanker og planer om et samarbejde og han var meget imødekommende. I løbet af sommeren og efteråret arbejdede bigbandets ledelse på at få økonomien til dette samarbejdsprojekt til at hænge sammen, og i den forbindelse har Spar Nord Fonden ydet en flot støtte” siger Peter Lund Paulsen.
Koncerterne i næste uge kommer til at tage udgangspunkt i Claytons eget populære og meget iørefaldende materiale, som bygger på den swingende bigbandtradition, med tydelige referencer til Count Basie og Thad Jones/Mel Lewis Orchestra. Clayton selv kommer til at være både dirigent og solist når han går på scenen sammen med Nordkraft Big Band.
Nordkraft Big Band er midt i en spændende udvikling, hvor fokus ligger på at udvikle bigbandet som helhed og derudfra styrke det omkringliggende musikmiljø. “Vi vil styrke bigbandets musikere, så vi i langt højere grad kan udvikle og inspirere det musikalske vækstlag vi omgås” siger Peter Lund Paulsen. John Claytons besøg er tænkt ind i denne strategi og skal være med til at sætte skub i udviklingen af bigbandet.
Ret til ændringer forbeholdes