Tid og sted: man 3. april 2023 , Studenterhuset, Aalborg, Gammeltorv 10, Aalborg

KØB BILLETTER

 

NY MUSIK AF MARTIN GRANUM
Niels Hausgaard møder Vince Mendoza… eller… det gør de jo ikke, men hvordan vil en bigbandkoncert lyde, hvis man nu forsøgte at kombinere det de står for? Altså: blændende humoristisk formidling og Grammy vindende bigband-musik. Den opgave har Nordkraft Big Bands guitarist, Martin Granum stillet sig selv.

Martin Granum, har vendt sin kompositoriske proces på hovedet ved at starte med ”den gode historie” og bruge dén som afsæt for at skrive musik for Nordkraft Big Band. Det er der kommet en hel samling groovy, swingende, humoristiske og smukke bigbandnumre ud af. Musikalsk vil vi besøge berømte nordjyske lokaliteter som Råbjerg Mile (hvor udvalgte afsnit af Star Wars i øvrigt er optaget!), Skagen (i uge 29, den såkaldt ”Hellerup uge”. Dét kan godt give lidt sammenstød. Både musikalsk og i Skagen…). Vikingerne på Lindholm høje har også fået deres eget stykke musik og desuden bearbejder Martin Granum udvalgte barndomstraumer i numre som ”The Monster From the Deep”, ”Broken Speedos” med mere.

Gå ikke glip af denne festlige og underholdende bigband-aften. Vi lover allerede nu, at det bliver uforglemmeligt.

Koncerten er Nordkraft Big Bands optakt til at gå i studiet for at indspille musikken af Martin Granum. Den bliver udgivet senere på året. Projektet ”Big Band Stories” har i øvrigt modtaget støtte fra Statens Kunstfond og Det Jyske Musikkonservatorium.

 

NORDKRAFT BIG BAND
Nordkraft Big Band er hele Danmarks nordjyske bigband, som gennem de seneste år har
markeret sig som et af landets mest aktive, visionære og seriøse ensembler indenfor rytmisk
samtidsmusik.
De er internationalt anerkendt og har arbejdet med bl.a. John Clayton (US), Bob Mintzer
(US), Robben Ford (US), Sinne Eeg, Bobo Moreno, Margrete Grarup, Aalborg
Symfoniorkester, Nikolaj Bentzon, Aviaja Lumholt, Veronica Mortensen, Jimmy Jørgensen,
Zika, Martin Brygmann, Søren Sko, Dorthe Gerlach, Niels Jørgen Steen, Szhirley, Kaya
Brüel, Birthe Kjær, Rasmus Bjerg og mange flere.

– – –

Koncerten er en del af Nordkraft Big Bands projekt Big Band Night, hvor vi sætter fokus på
at præsentere jazz- og bigbandmusik for især unge mennesker og på sigt opbygge og sikre
et publikum for genren i fremtiden.
Big Band Night-koncerterne er støttet af Statens Kunstfond, Spar Nord Fonden og Aalborg Kommune.