Juleshow

Tid og sted: tors 15. december 2016 kl. 20:00, Skråen, Nordkraft, Teglgårdplads 1, Aalborg

 

Køb billetter

Skråen og Nordkraft Big Band slår traditionen tro dørene op til et fantastisk og hyggeligt Juleshow med nogle af landets største solister.

I år er vi meget stolte af at kunne præsentere den lokale sanger/sangskriver Claus Hassing og den danske sanger- og skuespillerinde Szhirley. Sammen med Nordkraft Big Band skal de fortolke nogle af de største og mest kendte julesange.

plakat_juleshow-2016-nordkraft-big-band-002-1

SZHIRLEY

Hun debuterede allerede i 1996 med albummet ”I’m Coming”. Siden har hun sunget kor for navne som Den Gale Pose, Outlandish, Miss Mukupa, Søren Sko m.fl. I 1999 sang hun duetterne “Don’t Look For Love” og “I Close My Eyes And Think Of You” med Daniel Shitrit og Jonas Winge Leisner. Sangene var en del af soundtracket til Susanne Biers succesfilm “Den Eneste Ene”. Da filmen blev opsat som musical i 2005, medvirkede Szhirley også.

I 2006 debuterede hun som skuespiller, da hun medvirkede i Østre Gasværks opsætning af “West Side Story”. Szhirley har siden medvirket i flere teater- og musicalopsætninger, samt i DR-julekalenderen ”Julestjerner”, i rollen som Sus’ mor Maria. I 2013 debuterede Szhirley som DR-vært, da hun sammen med Jacob Riising var vært ved børnenes Melodi Grand Prix.

Szhirleys længe ventede andet album “Hjerter Dame” udkom i april 2008 og indeholder blandt andet en coverversion af Anne Linnet-klassikeren “Glor På Vinduer” som Szhirley gik platin med. Efterfølgende kom singlen “Gammel Kongevej” og reddede sig også en platinplade.

I efteråret 2008 medvirkede Szhirley i “Vild Med Dans” på TV2, hvor hun dannede par med Silas Holst.

 

CLAUS HASSING

Han har en solistuddannelse fra Det Jyske Musikkonservatorium og har et hav af koncerter i bagagen. Claus har gennem flere år arbejdet med mange store danske artister og er selv frontfiguren i det succesfulde danske band ”Bryan Adams Tribute”.

I 2008 medvirkede han i Det Danske Melodi Grand Prix med sangen ”Come On Over”, sammen med sin daværende kone Anne-Marie, og i 2010 nåede han til den sidste Bootcamp i X-Factor, inden produceren Nikolaj Steen sendte ham hjem med ordene: ”gå hjem og lav det, du er bedste til”. Claus har også deltaget i ”Voice – Danmarks Største Stemme” på TV2 og i Stjernetræf på DK4.

Claus udgav i 2014 sit debutalbum ”Open Your Heart” som bl.a. er lavet i samarbejde med nogle af folkene bag den store amerikanske sanger og guitarist John Mayer.

 

NORDKRAFT BIG BAND

Nordkraft Big Band blev dannet i 2010 for at sætte fokus på den rytmiske musik i Nordjylland. Bigbandets visioner er at være et rytmisk ensemble på allerhøjeste niveau – en rytmisk pendant til Aalborg Symfoniorkester. Vi vil styrke, udvikle og inspirere det nordjyske kulturmiljø gennem høj musikalsk kvalitet, samarbejde med forskellige nationale og internationale kunstnere, samt ikke mindst samarbejde med de lokale kultur- og undervisningsinstitutioner.

Nordkraft Big Band består af 17 professionelle musikere, som alle har tilknytning til Nordjylland. Alle har en uddannelse inden for musikkens verden og mange af musikerne har ligeledes store erfaringer fra andre ensembler og bands, både nationalt og internationalt.

Nordkraft Big Band har trods sin korte eksistens allerede et stort CV. Bigbandet har arbejdet sammen med navne som Robben Ford (US), Sinne Eeg, Sigurd Barrett, Veronica Mortensen, Dorthe Gerlach, Søren Sko, Bobo Moreno, Birthe Kjær, Niels Jørgen Steen, Nikolaj Bentzon og Roger Neumann (US).

Nordkraft Big Band er støttet af Aalborg Kommune, Statens Kunstråd og Det Obelske Familiefond