Nordkraft Big Band kan med glæde meddele, at de har modtaget en bevilling fra Statens Kunstråds Projektstøtteudvalg for Musik på kr. 150.000 til koncertvirksomhed i året 2016.
”Støtten kommer på baggrund af en ansøgning fra bigbandets bestyrelse, med ønsket om blandt andet at gøre Nordkraft Big Band mere professionelt, sikre acceptable forhold for deres musikere og samtidig kunne tilbyde spændende koncerter til nordjyderne” udtaler Peter Lund Paulsen, manager i Nordkraft Big Band og fortsætter, ”Vi er utrolig glade for den støtte der er blevet tildelt os, og ser det som en blåstempling af det store projekt det er, at skabe et professionelt rytmisk ensemble i Nordjylland. Samtidig skal der lyde en stor tak til Aalborg Kommune, som trofast bakker os op med blandt andet en årlig støtte til vores drift – vi var ikke kommet så langt uden deres hjælp”.
Med støtten fra Kunstrådets Projektstøtteudvalg, kommer Nordkraft Big Band op i en liga med nogle af de mest anerkendte musikere og orkestre i landet, heriblandt Pierre Dørge & New Jungle Orchestra, Tip Toe Bigband i Odense og The Orchestra i København.
”Det er dejligt at Nordkraft Big Band på rekordtid har nået så højt et niveau, som det er tilfældet, hvilket denne flotte bevilling også er et fantastisk eksempel på. Vi er fra byrådets side glade for, at vi i Aalborg kan tilbyde vores borgere store oplevelser gennem bigbandets virke, og glæder os til at se, hvilke koncerter fremtiden kommer til at byde på” siger Mads Duedahl, Kulturrådmand i Aalborg Kommune.
Nordkraft Big Band har netop afsluttet året 2015 med en mini-turné med bluesguitaristen Mike Andersen, en Carl Nielsen-koncert i Utzon Center Aalborg og et fantastisk Juleshow på Skråen i Aalborg med Dorthe Gerlach og Søren Sko som solister. Året 2016 byder på Sigurd Barrett Familiekoncert i Musikkens Hus, Skolekoncert hvor Gl. Hasseris Skoles 3.-5.-klasser medvirker, en CD-indspilning, Big Band Classic koncerter og meget andet.