Fra Nordjyske Stifttidende
Nordkraft med Clayton
KONCERT
Nordkraft Big Band
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Nordkraft Big Band var på banen lørdag aften for at præsentere resultatet af orkestrets seneste projekt, gæstespillet med den amerikanske dirigent og bassist John Clayton. På trods af en imponerende karriere i USA er den 64-årige Clayton ikke særligt kendt herhjemme – hans få besøg med Count Basie og Monty Alexander ligger en del år tilbage i tiden.
Som elev af Ray Brown er hans basspil solidt forankret i jazzens mainstream tradition, men han har desuden tilegnet sig en uddannelse som klassisk kontrabassist og har spillet i en årrække i det hollandske Concertgebouw.
Efterfølgende blev han en efterspurgt musiker og arrangør og arbejdede bl.a. med Monty Alexander, Count Basie, Quincy Jones, Diana Krall og Dee Dee Bridgewater.
Han har desuden siden 1985 været co-leder af The Clayton-Hamilton Jazz Orchestra, hvor han også stod for orkestrets arrangementer.
Så det var en kompetent og erfaren herre, Nordkraft Big Band havde besøg af. Som arrangør var han ud af Count Basie skolen på samme måde som Thad Jones, der også havde spillet med mesteren i en årrække.
Clayton var tydeligt inspirerede af Thad Jones’ arrangementer til Thad Jones/Mel Lewis orkestret med skarpe messingblæsere, avanceret harmonik og krydrede voicings. Men også West Coast-arrangørerne Gerry Mulligan og Bob Brookmeyer havde sat deres aftryk på Clayton-stilen, især i balladerne (”Heart and Soul”, ”Mood Indigo” og ”For All We Know”).
Claytons eget basspil havde en vidunderlig melodisk lethed, og han er en af de få jazzbassister, som teknisk magter den klassiske bueteknik, oven i købet med en personlig tone på instrumentet, som vi fik mulighed for at høre i bl.a. solonummeret, ”If I Were a Rich Man”, til akkompagnement af publikums nynnen.
Men det, der gjorde koncerten til noget særligt, var nok John Claytons personlige udstråling og varme, som tydeligt inspirerede musikerne til at yde deres allerbedste, sådan som vi også oplevede det for mange år siden, da Thad Jones blev en del af den danske jazzscene.
Og orkestret spillede da også op til deres allerbedste, og i Nordkrafts tilfælde bliver det til en hel del.
Sektionsspillet stod skarpt med smældende trompeter, homogene basuner og en fornemt klingende sax-sektion, og ensemblespillet i de ikke helt enkle arrangementer var fornemt afstemt og med masser af fine dynamiske nuancer.
I rytmegruppen var det især Peter Lund Paulsen bag trommerne, der styrede slagets gang med præcision og masser af overskud.
Der var levnet rigeligt plads i arrangementerne til orkestrets solister. Her var det især veteranen Uffe Markussen på tenorsax, der brændte igennem, men også basunisterne Jonas Lindh og Frank Olsen leverede varen, det samme gjorde Jonas Kristensen (trompet), og Jens Fisker (guitar) og Mimi Barkmann (altsax), sidstnævnte også i den uvante rolle som sanger i duet med Claytons bas i balladen ”For All We Know”.
Den store sal i Folkekirkens Hus gjorde det muligt for de mange publikummer at komme helt tæt på musikken og musikerne, på samme måde som i de klassiske jazzhus-miljøer.
Til gengæld var salens meget tørre akustik efter min mening ikke den optimale til bigband jazz.
Nordkraft Big Band
Dirigeret og arrangeret af John Clayton
Folkekirkens Hus, lørdag aften.
Tore Mortensen