Efter stor succes med koncerten til Åbningen af Musikkens Hus i Aalborg, den 30. marts i år, udvider Nordkraft Big Band og Veronica Mortensen deres samarbejde. Indtil videre er det blevet til to nye koncertdatoer med den charmerende, ukrukkede og iørefaldende jazzsangerinde. Den 5. oktober kl.15.00 på Jazzhus Dexter i Odense og den 7. februar 2015, kl.20.00 på Tobaksgården i Assens.
Musikken vil hovedsagligt bestå af Veronicas eget materiale, som befinder sig i grænselandet mellem den nordiske jazzgenre og den mere soulprægede tradition – til lejligheden arrangeret af de anerkendte musikere og bigband-arrangører, Peter Jensen og Jesper Riis.
Veronica Mortensen har i dag placeret sig som en af landets mest interessante sangerinder. Stemmen er uanstrengt, varm og afslappet, og hun besidder en nærhed i foredraget der er enestående.
Nordkraft Big Band er et succesrigt og anmelderrost nordjysk bigband, som har mange store solister, arrangører og dirigenter på cv’et. Bigbandet har blandt andet arbejdet med Nikolaj Bentzon, Szhirley og ikke mindst den verdenskendte, amerikanske bluesguitarist, Robben Ford.
Nordkraft Big Band har altid fokus på det høje kunstneriske niveau, og arbejder derfor kun med de bedste dirigenter og mest spændende komponister, arrangører og solister. De bidrager til et højt kunstnerisk niveau og arbejder for, at sikre den kulturelle fødekæde og stimulere det musikalske vækstlag i Nordjylland.
Nordkraft Big Band er støttet af Aalborg Kommune og Det Obelske Familiefond.