Tid og sted: ons 3. juli 2019 kl. 16:00, DC Supply Scenen v. Aktivitetspladsen, Strandvejen 4, Aalborg

 

Kom og nyd eftermiddagen i selskab med Nordkraft Big Band og Bobo Moreno.
Der bliver fyrret godt op under teltet på Aktivitetspladsen på Aalborg Havnefront, når det 17 personer store bigband går på scenen med en af landets største solister. Musikken vil hovedsageligt tage udgangspunkt i den legendariske koncert med The Count Basies Orchestra og Frank Sinatra “At The Sands”, men vil også byde på andre bigband-lækkerier fra bedste skuffe.

Medvirkende: Nordkraft Big Band, René Bjerregaard (dirigent) og Bobo Moreno (solist).

BOBO MORENO er først og fremmest kendt som sanger med stort S, og det som en af Danmarks bedste! For dét der har gjort det lidt pudsige navn Bobo Moreno verdensberømt i Danmark, er ganske enkelt evnen til at begejstre et hvilket som helst publikum med sin alsidige stemme, sit gode humør og evnen til at komme ud over scenekanten.

NORDKRAFT BIG BAND er Aalborg og Nordjyllands eget rytmiske ensemble, der de seneste år har markeret sig som et orkester i international klasse – blandt landets bedste bigbands.
Bigbandet blev dannet i 2010 for at sætte fokus på blæsermiljøet og det rytmiske vækstlag. Siden har bigbandet afholdt workshops, spillet skolekoncerter, tiltrukket kunstnere fra nær og fjern og spillet koncerter lige fra det folkelige til det mere kunstneriske.
Bigbandet har bl.a. arbejdet sammen med Bob Mintzer (USA), Robben Ford (USA), Roger Neumann (USA), Sinne Eeg, Szhirley, Martin Brygmann, Niels Jørgen Steen, Nikolaj Bentzon, Dorthe Gerlach, Mike Andersen m.fl. I 2018 og 2019 er John Clayton (USA) tilknyttet som kunstnerisk leder.